Hvad koster et bryllup?

Der findes bryllupper for enhver pengepung, men de fleste bryllupsfester kræver dog alligevel et vist greb i lommen, hvis dagen skal fejres med kjole, gæster og mad. Det er svært at spå om, hvad de forskellige elementer koster, og brylluppet kan inddeles i fire kategorier, hvor I kan justere lidt i ambitionsniveauet i de forskellige for at få enderne til at mødes.

Festen er klart den dyreste del af brylluppet, og her er antallet af gæster dét, der har størst betydning for prisen. Lokaler, mad og drikkevarer er et andet sted, du kan skrue på priserne. Et forsamlingshus med stegt pattegris og fadøl er naturligvis betydeligt billigere end fire retter ude i byen. Vi har en kuvertpris på omkring 1.000 kroner for en pakke, der inkluderer lokaler, en 4-retters menu, vin ad libitum, kaffe, kage, avec og natmad.

Det er som oftest i det leje, du finder prisen for sted, servering, mad og drikkevarer, når I holder festen på denne måde. Det er som bekendt muligt at finde andre konstellationer, der kan sende prisen både op og ned, men 1.000 kroner kuverten er altså ikke helt skævt at regne med, hvis festen holdes ude.

Hertil kan der komme udgifter til pynt, tillæg for ekstra bar, længere fest og eventuel overnatning for brudepar og gæster.

Sparetip: Skær gæstelisten ind til dér, hvor det virkelig begynder at gøre ondt, eller gør festen så uformel, at I får plads til alle gæster i budgettet. Et bryllup med kogekone og forsamlingshus er ikke nødvendigvis et dårligere bryllup, men det kræver dog meget mere arbejde af jer. Andre ønsker sig et økonomisk bidrag til festen i bryllupsgave.

Bruden er typisk dyrere at udstyre end gommen, og her er der også mange håndtag at skrue op og ned på, så enderne mødes. Brudekjolen er typisk det dyreste element i brylluppet, når festen er betalt – måske i konkurrence med ringene. Brudekjole, sko, lingeri, buket, hår og alt det andet kan klares for et par tusinde, og det kan koste titusindvis af kroner. Det er op til jer og jeres arrangement. Find ud af, hvad der er vigtigt for jer, og prioritér derudfra.

Sparetip: Køb brudekjolen som hyldevare, eller tænk i alternativer til en klassisk brudekjole – især hvis I holder sommerbryllup, hvor en blomstret sag kan puste til romantikken.

Gommen skal sådan set bare have et sæt pænt tøj og et par nydelige sko, og for 2-6.000 kroner kan han blive nogenlunde kørende.

Sparetip: I kan begrænse udgifterne ved at lade gommen leje sit tøj, og her er potentielt meget at spare.

Diverse-posten dækker over alt fra fotograf, dj, chauffør, invitationer, pynt, kage og naturligvis vielsesringe – plus alt det andet, I ønsker skal være en del af jeres store dag.

Sparetip: Få en ven af familien med en dejlig bil til at køre jer. Han eller hun vil sikkert gerne køre jer, selvom de ikke er inviteret til festen. Lad en iPad være dj, og find en dygtig amatørfotograf til at tage billederne.

Vi har forestillet os en fest, hvor der hverken er ødslet med pengene eller skåret ind til benet. Hos os kunne et regnestykke se således ud:

Fest med 50 voksne + betjent bar med spiritus: 55.000 kroner

Bruden: 10.000 kroner

Gommen: 6.000 kroner

Diverse: 9.000 kroner

Total: 80.000 kroner