Miniferie på Fyn

Der er få steder i Danmark, der er ligeså oplagt til en miniferie som Fyn. Øen er nem at komme til, og Fyns størrelse betyder, at transporten rundt mellem seværdighederne er overkommelig. Derudover bugner øen i midten af gode tilbud, når det gælder hyggelig overnatning, god mad og smuk natur. Pak tasken, tag afsted, og fyld hovedet med gode minder og uforglemmelige oplevelser fra de mange seværdigheder på Fyn.

Egeskov Slot

Eventyrlige Egeskov er en seværdighed i verdensklasse, og det er efterhånden ret omfattende, hvad du kan se og opleve på grevens flotte slot. Renæssanceslottet i søen, de mange imponerende haver, museer for veteranbiler og motorcykler, Falck-fartøjer, tøjmuseum, købmandsmuseer og sådan kunne vi blive ved. Der er rig mulighed for leg og spænding i Tree Top Walking eller på nogle af slottets store legepladser, og det er næsten sikkert og vist, at hele familien nemt kan bruge mange timer i de eventyrlige omgivelser.

H.C. Andersens Odense

Den måske største dansker nogensinde, H.C. Andersen, er nærmest et synonym med et besøg i Odense, og med en billet til H.C. Andersens Odense kan du besøge intet mindre end fem udstillinger, der fortæller historien om digteren, forfatteren og hans samtid. Besøg fødehjemmet, barndomshjemmet, museet for Andersens virke, Børnekulturhuset Fyrtøjet og Møntergården, hvor 1800-tallets Odense vises i børnehøjde.

Faaborg Museum

Faarborg Museum er et oplagt udflugtsmål i den kulturelle miniferie, og mange valfarter hvert eneste år til det sydfynske for at opleve det bedste, den danske kunst- og designscene havde at byde på for godt 100 år siden. Kunstsamlingen er imponerende, og den indeholder store værker fra kunstnerflokken Fynboerne, der tæller malere som Frits Syberg, Peter Hansen og Johannes Larsen. Carl Petersens bygning er i sig selv et arkitektonisk mesterværk, og den danske møbel-modernismes fader, Kaare Klint, har designet møbler til Faaborg Museum. Herunder Faaborg-stolen, der kaldes Danmarks første designermøbel.

Svendborg og Det Sydfynske Øhav

Idyllen i Svendborg og på Tåsinge, Langeland og Ærø er svær at komme udenom, når vi taler om miniferie i Danmark, og der er et utal af hyggelige gader og store landskaber, der gør turen til det sydfynske umagen værd. Besøg Naturama i Svendborg, og hør gode historier om vores fantastiske natur, eller kig forbi Valdemars Slot, og lad jer forføre af de smukke syn, der møder jer her. Besøg Langelandsfortet for lidt koldskrigsstemning, eller kig forbi hyggelige Marstal for at opleve søfartens betydning for Danmark. Nyd tilværelsen på Sydfyn.

Nyborg

Der er mange seværdigheder i Nyborg, der gør byen et besøg værd. Historien trænger sig på, når I oplever Nyborg Slot, fæstningen og de hyggelige gader i den gamle by – som eksempelvis den helt igennem billedskønne Slotsgade. Omkring Nyborg finder du også et væld af store og små naturoplevelser, ligesom området rummer et væld af godser, slotte og herregårde. Du kan også opleve historien, broen og naturen på Sprogø.

Kerteminde

Den hyggelige, gamle købstad er altid et besøg værd, og om sommeren summer Kerteminde af liv og glade dage. Gå en tur i de hyggelige gader, eller nyd en god frokost ved havnen. Kig forbi Vikingemuseet Ladby, og kom tæt på fortidens købmænd, håndværkere og krigere.

Tinderbox og Heartland

Fyn er velsignet med hele to festivaler, der byder på hvert deres enestående program. Tinderbox i Tusindårsskoven har musik og megastjerner i dagevis, mens Heartland byder på eftertænksomme toner, æstetik og fordybelse. Forlæng festivalen med en dag i begge ender, og gør det til en miniferie, når du besøger Fyn.

Der er altså masser at give sig til på miniferien, og du kan nå samtlige af de ovennævnte steder og seværdigheder på Fyn inden for en times tid, når du tilbringer natten på naturskønne Knudshoved Odde. Hvis vi da lige ser bort fra Ærø, hvor en færgetur er nødvendig.